5 gode råd til dig, der er ansvarlig for at indkøbe pipetter

Tillykke med dit job og ansvaret.

Det er en spændende udfordring, men det kan også være svært at gennemskue, hvor du skal starte og hvor du skal slutte. Der er mange forskellige mærker, og det kan være svært at se forskellene.


Derfor har vi samlet vores fem bedste råd til dig om indkøb af pipetter, så du har lidt at gå efter.

1 – hvad skal pipetten bruges til?

Det er altid det første, vi er nødt til at finde ud af. Hvad er det for et problem, du ønsker at løse? Skal du pipettere viskøse væsker, skal du pipettere meget små eller meget store volumener? Det første trin er derfor at finde ud af, hvad pipetten skal bruges mest til. Måske er det slet ikke en pipette du har brug for? Nogle gange kan en dispenser, en burette eller en robot være en bedre løsning.


2 – hvor ofte skal pipetten bruges?

Det giver ikke altid sig selv, men skal pipetten bruges meget, er det særligt vigtigt, du også tænker ergonomi ind i din indkøbsoplevelse. Ergonomi og pipettering hænger tæt sammen. Så når du indkøber pipetter, så spørg efter om du må prøve pipetten først. Læg særligt mærke til hvordan det føles i hånden og hvordan stemplet kører. Du kan presse to stempler mod hinanden og se, hvilket stempel, der glider nemmest ind. Det er det stempel, som passer bedst på dit helbred.

3 – hvor ofte skal pipetten til service og hvad er pipettens levetid?

Spørg altid efter pipettens forventede levetid og de omkostninger, der er forbundet med løbende service af pipetten. Hvis du løbende får pipetten serviceret i overensstemmelse med producentens anbefalinger, kan en pipette holde meget længe, helt op til 10 år og nogle endda længere. Derfor bør du overveje at regne på om det ikke kan betale sig at passe godt på pipetten og forlænge dens levetid. Det er godt for dine prøver, jeres økonomi og for den grønne agenda, at vi ikke bruger og smider væk . Overvej derfor om pipetterne skal købes, hvor de også kan blive serviceret og kalibreret. Så skal du også kun henvende dig ét sted, hvis noget ikke virker som forventet.


4 – hvilke spidser skal du bruge og hvad koster de?

Vær opmærksom på, hvilke typer af spidser dine pipetter kan bruge. Nogle pipetter skal bruge originale spidser, andre pipetter kan håndtere generiske spidser. Hvis I pipetterer meget i jeres laboratorie, kan spidserne gå hen og blive en væsentlig del af økonomien omkring jeres pipetter, som ofte bliver overset. Derudover kan dårlige eller forkerte spidser give op til 50% fejl i den pipetterede volumen. Vi anbefaler altid at bruge originalspidser af hensyn til dine prøvers pålidelighed og under alle omstændigheder bør pipetten kalibreres med de spidser, du bruger i hverdagen.


5 – Sidst men ikke mindst.

Tag en helhedsbetragtning på dit indkøb. Hvad er den samlede omkostning for pipetten i dens levetid? Ofte er indkøbsprisen langt den mindste del af det, en pipette koster. Ifølge vores opgørelser lever en elektronisk pipette i gennemsnit 7-8 år, manuelle pipetter noget længere. Det er surt at have bundet sig til for dyre spidser og dårlig ergonomi i næsten et helt årti. Vær derfor opmærksom på om du bliver låst inde af en leverandør. Kan spidserne købes andre steder, eller er der monopol på spidserne? For så kan det blive rigtig dyrt at købe billige pipetter.

Forfattet af: Marlene Petersen